Siden sidst

Det er tid til en lille status på de projekter jeg har gået og arbejdet med. På det senest har vi haft travlt i det lille firma, men det har været en række sjove opgaver, som vi har nydt at lave.

Slut August og September har stået på en del undervisning. Jeg har blandt andet været en tur på KEA for at holde oplæg om iværksætteri for en række nye E-design studerende. Derudover var jeg en tur forbi Innovative Music Management for at undervise 36 dygtige elever i Oplevelsesøkonomi og Musikbranchen. Undervisningen har også bragt mig til Lillebælt Erhvervsakademiet for at fortælle eleverne om Oplevelsesøkonomi & arbejdet med dette. Jeg har også holdt oplæg for Engelsholm højskole omkring "selvbranding" og så har jeg en fantastisk oplevelse i vente. På mandag vender jeg nemlig tilbage til mit Oplevelsesøkonomi studie, for at gæsteundervise. Jeg er blevet rigtig glad for at undervise, for det giver mig et kick at ping ponge med de studerende og opleve deres sult efter ny viden.

Udover at undervise har jeg haft travlt med at lave en masse PR for en række af mine artister. Vi har pt travlt med at sende The Great Dictators godt afsted på deres efterårstour, hvilket allerede har givet pæne resultater i det danske blogland. Derudover har jeg lavet PR på Nelson Cans tour samt nye album. Det bød på diverse interviews på P6, en masse blogomtaler, en tur forbi God Morgen Danmark og en releasefest på Drone.

Udover PR delen booker jeg jo også en del musik for spillesteder og mere kommercielle kunder. Senest har jeg booket en del Lille Vega gigs med blandt andre Mads Bjørn, L.I.G.A og Molly Nilsson. En koncert som jeg er rigtig stolt af, er min første Store Vega booking med Julias Moon d. 24. april 2015. Jeg synes de er fantastiske og håber du vil købe billet. 

Udover at booke Vega har jeg også booket en række kunstnere til to Stimorol events d. 15 Oktober på Hive & Train. Du kan nemt komme med som gæst, læs mere her: http://on.fb.me/1xwRsEb

Sidst men ikke mindst sidder jeg jo hele tiden og laver PR for WiMP, hvor vi løbende sender diverse nyheder ud. Senest har vi lavet en fantastisk session med The White Album på Foderbrættet og en aften med Louis Rustum & Thøger Dixgaard. 

Den sidste måned har primært handlet om musikkunder og jeg synes langsomt jeg begynder at finde min hylde indenfor musikken. Jeg er dog altid åben for alle kunder og sidste måned præsenterede vi også en spændende presseevent for smykkemærket Vitsø, hvor vi inviterede presse og venner til en hyggelig aften på Musiksmag.

Som I nok kan fornemme er der nok at se til, men jeg er simpelthen så glad og taknemmelig for de mange kunder der har valgt at samarbejde med os. Det giver mig en god tro på mit lille firma og vores fremtid. Vigtigst af alt smiler jeg hver dag, for jeg har formået at lave min passion til min business. Det næste stykke tid står på en række nye spændende kundemøder, lidt undervisningsessions og derudover fortsætter vi arbejdet med vores faste kunder. Hurra for et spændende efterår!