Et vintereventyr

Vinteren nærmer sig og jeg går ind i sidste halvår af det mest spændende år nogensinde. Et år der har budt på en fantastisk personlig rejse med opstarten af dette lille firma. Jeg har brugt det første halve år på at få hele biksen op at køre og nu er jeg et fantastisk sted, hvor der begynder at komme nye meget spændende projekter og kunder.

Jeg har senest lavet en aftale med Copenhagen Music om at levere PR på Stine Bramsens vintertour og 2015 tour. Derudover har jeg også fået fornøjelsen af at lave PR på Carpark Norths vinter tour rundt i Danmark og jeg kan løfte sløret for endnu et navn, når vi nærmer os 2015. Det er to meget spændende bands, som jeg virkelig har optur over at arbejde med og jeg glæder mig hver dag over de fine resultater vi oplever. 

Udover at have travlt med de nye spændende kunder har jeg netop færdiggjort mit arbejde med Great Dictators 2014 tour, som endte op med en fin afslutningskoncert på spillestedet Stengade. Bands of Tomorrow fulgte drengene på dagen, hvilket resulterede i en billede serie: http://bandsoftomorrow.com/fotoreportage-the-great-dictators/. Det har været et fint arbejde og vi har netop valgt at fortsætte ind i 2015, hvor drengene udgiver nyt album. Forleden var jeg til lyttemøde og nøj hvor glæder jeg mig til at være del af det projekt. 

En anden spændende PR kunde er streamingtjenesten WiMP, hvor vi netop har haft et fantastisk forløb med klassisk musik, som endte med flotte omtaler i Berlingske, Stiften, Klassisk etc. Derudover er det en fornøjelse at opleve, hvordan publikum og presse stadig modtager vores WiMP & Vice live sessions. Det er en fryd at være med på WiMPs rejse og arbejde med en så anderledes og spændende kunde. 

http://www.b.dk/kultur/streaming-af-klassisk-musik-hitter

Efter en skøn releasefest med Nelson Can tog pigerne på en spændende Danmarkstour. Her lavede de en lille tourdagbog til Gaffa: http://gaffa.dk/nyhed/88062. Udover at have spillet en række gode koncerter på de danske venues fik vi en flot anmeldelse i Soundvenue og et interview med Eurowoman. Vi er netop ved at planlægge en spændende December nyhed og jeg glæder mig til gode 2015 Nelson eventyr.

Det er ingen hemmelighed at jeg jo elsker at lave PR, men udover dette har jeg jo en forkærlighed for at booke musik og derfor har det også været en fornøjelse at booke min Vega vinter periode, der bød på gode koncerter med blandt andre Molly Nilsson, Kill J, Quick Quick Obey og en udsolgt The White Album koncert.  Netop nu sidder jeg og booker en række 2015 koncerter og glæder mig til at præsentere Jer for fin ny dansk musik. 

De sidste par måneder har også budt på undervisning en masse. Jeg var en tur forbi mit gamle kandidat studie i Oplevelsesøkonomi for at gæsteundervise i Event & eventgørelse og så har jeg haft et par lørdage hos Innovative Music Management, hvor jeg blandt andet har undervist en række seje nye studerende i Ide & konceptudvikling. Det giver mig virkelig et skønt kick at snakke om min faglighed med kreative unge mennesker. 

Det er en fryd og faktisk en lille drøm der går i opfyldelse, at kunne sidde og skrive et indlæg som dette her. Jeg har altid haft en ide om at man kan drømme sig derhen hvor man vil være, men når man så endelig er her på rette sted, så føles det helt specielt. Det er en stor fornøjelse at kunne prøve at holde ferie for første gang i lang tid og tage væk og fejre jul med min lille familie uden at frygte for om der er opgaver nok i 2015. Heldigvis er der en række fine mennesker som jeg skal fortsætte min rejse med - og nye kunder og venner er altid velkommen. Tak.